Baadfartens fremtid er i gode hænder

Baadfarten
Sammen med Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe kommuner har Furesø Kommune netop indgået kontrakt med den erfarne operatør Canal Tours om driften af Baadfarten. Og det er en rigtig god aftale, mener Furesø Kommunes medlem af Baadfartsudvalget, Per Kattrup.

Siden den tidligere forpagter i 2015 meddelte, at han ville trække sig tilbage efter 37 års tjeneste, har ejerkommunerne set sig om efter en ny operatør. De tre kommuner sendte derfor forpagtningen i udbud i juni 2016 og har nu besluttet, at Baadfarten fremover skal drives med Canal Tours som operatør. Det glæder Per Kattrup (A), som er medlem af Baadfartsudvalget på vegne af Furesø Kommune, at Baadfartens fremtid nu er sikret:

”Det er vigtigt at have mod og visioner som politiker. Derfor skal der også være plads i vor økonomi til at fremtidssikre vor historiske og kulturelle værdier. For uden at kende til fortiden kan vi og vores børn ikke forstå nutiden eller leve i fremtiden. Baadfarten er et eksempel på sådanne værdier, og derfor er det glædeligt, at de tre ejerkommuner har fundet sammen med Canal Tours om at bevare Baadfarten og dens aktiviteter inden for forsvarlige økonomiske rammer,” udtaler Per Kattrup.

Stort udviklingspotentiale for den lokale turisme

Canal Tours er ejet af Strömma Danmark A/S og er en del af de største oplevelsesvirksomheder i Skandinavien. Kommunerne ser frem til at få gavn af Canal Tours’ store erfaring med at skabe oplevelser og drive bådfart. 

Den nye underskrevne kontrakt kan være med til at styre Baadfarten ind i en udvikling med fremtidssikring.

”Med Canal Tours ved roret er der grobund for en spændende udvikling mod flere stærke samarbejder på turismefronten. Jeg er overbevist om, at vores nye operatør på professionel vis kan markedsføre Baadfarten som en del af større tværgående turismeopgaver, så flere vil få kendskab til vores kommuners unikke værdier og smukke natur. For Furesø Kommunes vedkommende ser jeg et stort potentiale i, at Baadfarten kan støtte op om vores stærke fællesskaber og blive en endnu større del af vores event- og turturisme,” slutter Per Kattrup.

Baadfarten skal drives og udvikles, så borgere og turister fortsat kan nyde sejlads i de smukke natur- og kulturområder omkring Furesøen, Bagsværd Sø, Lyngby Sø og Vejlesø. Det vil være de kendte gamle træbåde, som skal sejle på søerne.

Fakta

Canal Tours er ejet af Strömma Danmark A/S og er en del af Strömma Turism & Sjöfart AB. Virksomheden betjener næsten en million gæster årligt gennem mange forskellige aktiviteter, bl.a. Canal Tours, de kendte ”Hop On Hop Off busser”, der kører i København, ”Copenhagen Panorama Excursion”- turene til Kronborg, Fredensborg og Frederiksborg m.m. og det lille ”City Train”, der kører i indre København. 

Canal Tours påbegynder efter planen sejlads den 1. maj 2017.

 

Kontakt

Furesø Kommune

Tlf.: 7235 4000
Mandag-fredag kl. 10-14
Torsdag dog kl. 10-17

Akut - kontakt uden for åbningstid

Borgerservice åbningstider

Find Furesø Kommune på instagram  Følg Furesø Kommune på facebook  Følg Furesø Kommune på LinkedIn

Furesø Kommunes EAN-numre 
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190