05. december 2018
Nominerede virksomheder til pris for socialt ansvar offentliggøres
58 virksomheder er blevet indstillet til Furesøs pris til virksomheder, der har taget et særligt socialt ansvar i 2018. Hele otte virksomheder er med i opløbet til prisen, og nu offentliggøres feltet.
Prisen til socialt ansvarlige virksomheder anerkender de virksomheder i og uden for Furesø Kommune, som gør en tydelig forskel for ledige furesøborgere. Det kan fx være at ansætte borgere med anden etnisk baggrund, der har sprogvanskeligheder eller at tilbyde en virksomhedspraktik til udsatte borgere, der har behov for at opbygge kompetencer og selvtillid, før de kan indtræde på arbejdsmarkedet.
Udvalget for beskæftigelse og erhverv vælger de endelige vindere, der modtager prisen ved nytårskuren den 9. januar 2019.
Det er ikke let at vælge en vinder blandt et så stærkt felt af virksomheder, fortæller formand for Udvalget for beskæftigelse og erhverv, Hasan Yilmaz (A).
"Rekordmange virksomheder er blevet indstillet i år, og vinderfeltet er også rekordstort. Det vidner om, at virksomhederne har fokus på at tage et særligt socialt ansvar. Det vil vi som kommunen vise, at vi værdsætter - derfor har vi denne pris igen i år", siger Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalget for beskæftigelse og erhverv.
Hele otte virksomheder er nomineret
Jobcentrets Advisory Board, som består af repræsentanter fra lokale virksomheder, har skåret feltet af 58 indstillede virksomheder ned til otte virksomheder, som nu offentliggøres. De fem nominerede virksomheder fra Furesø Kommune er:
• Aleris
• Brdr. Krüger
• FC Nordsjælland
• Milcom
• Restaurant Marina Furesøbad
Desuden har Advisory Boardet udpeget tre virksomheder udenfor Furesø Kommune, som har gjort en forskel for furesøborgere. De tre virksomheder er:
• Gladteknik
• SPAR Ganløse
• Tandlægeteam Steen Skov
Virksomhederne er nomineret på grund af deres indsats for at bringe ledige furesøborgere tættere på arbejdsmarkedet. Advisory Boardet har i udvælgelsen blandt andet lagt vægt på, hvor mange kandidater, virksomhederne tager i praktik, hvor mange de ansætter og om de fremmer mangfoldighed blandt medarbejderne.
I 2017 blev 40 virksomheder indstillet og syv nomineret til prisen. Det var også rekord.
Fakta
Priserne uddeles på Furesø Kommunes nytårskur den 9. januar 2018. Man kan tilmelde dig ved at sende en mail til flei@furesoe.dk.
Hvis en virksomhed gerne vil være med til at tage et særligt socialt ansvar i 2019, er man velkommen til at kontakte virksomhedskonsulent, Anette Ridder: asri@furesoe.dk tlf. 72 16 53 23 og høre mere om mulighederne.
Læs mere om nytårskuren