Bredt forlig sikrer plads til udvikling af Furesø

Et meget bredt flertal bestående af A, C, B, Ø, I og O har i dag indgået en politisk aftale, som skal lægges til grund for 2. behandlingen af budget 2019-22. Målet er et budget i balance med plads til fortsat at udvikle kommunen. I forhold til det oprindelige budgetforslag fra forvaltningen er der sket en række justeringer efter input fra borgere og foreningsliv.
Et af de væsentligste emner på budgetborgermødet og i høringssvarene var arbejdet med inklusion af skolebørn i almenundervisningen. I dag anvendes mere end en fjerdedel af hele skolebudgettet til specialundervisning. Partierne bag aftalen ønsker, at flere børn kan trives og lære i en almindelig skoleklasse. For at skolerne kan lykkes med den opgave, er der tilført ekstra ressourcer og midler til kompetenceudvikling.

I budgettet er også fjernet forslag om en stigning i FFO-taksterne og en foreslået besparelse vedr. aldersreduktion.

Budgetaftalen har overordnet fokus på at styrke kernevelfærden på ældre- og børneområdet og indsatsen på klima- og miljøområdet. Der er sat flere midler af til en bedre indsats for demente, styrket genoptræning, flere plejehjemspladser og visiterede ældreboliger. Der sættes også midler af til flere ressourcer i daginstitutioner med udfordrede børn samt en ny skovbørnehave.

På anlægsområdet sættes flere midler af til at vedligeholde, genoprette og energirenovere kommunens bygninger, ligesom der er fundet penge til at renovere FFO på Solvangskolen, lydanlægget i Galaksen og kunstgræsbanen i Stavnsholt.

Med aftalen er partierne enige om en fælles retning og prioritering for kommunens udvikling de kommende år. Dermed er det også lykkedes at sætte handling bag arbejdsprogrammet for denne byrådsperiode, som et enigt byråd vedtog i foråret. Borgmester Ole Bondo Christensen (A) er glad for, at et stort flertal af byrådets partier står bag aftalen. "Vi har haft en god dialog med alle partier i byrådet og vil arbejde for, at også Venstre kommer med, så et samlet byråd igen kan stå bag budgetforliget".

"Vi har lyttet til de holdninger, der har været fremført i høringsperioden og har på den baggrund justeret budgetforslaget på en række punkter. Vi står i de kommende år overfor nogle vigtige investeringer. Vi bliver flere ældre og flere børn, og derfor skal vi prioritere skole og daginstitutioner samt udbygge vores ældrepleje, sikre flere plejehjemspladser og flere ældreegnede boliger", udtaler Ole Bondo Christensen.

Der er samlet indkommet 13 høringssvar fra borgere, brugere og bestyrelser. Budgettet bliver endeligt vedtaget på byrådsmødet den 10. oktober.

Yderligere kommentarer:

Preben Sandberg Pettersson, 1. viceborgmester og gruppeformand (A)
Vi står nu med et budgetforlig, der peger flere år ud i fremtiden med en klar velfærdsprofil, som Socialdemokratiet er meget tilfreds med. Vi har særligt haft fokus på at sikre vores ældre borgere en tryg fremtid med boliger, genoptræning og en god ældrepleje. Vi prioriterer også flere ressourcer til daginstitutioner med udsatte børn.

Lars Carstensen, 2. viceborgmester og gruppeformand (C)

Med konservative briller er det rigtig glædeligt, at skatten holdes i ro i de kommende to år, og at dækningsafgiften for erhvervsejendomme nu sænkes for 7. år i træk. Det er med til at sikre et godt erhvervsklima. Desuden opretter vi et Advisory Board for byudvikling og arkitektur, ligesom vi har tilført flere midler til forebyggelse af indbrud, og vi har taget initiativ til en total gennemgang af kommunens økonomi i 2019.

Tine Hessner, gruppeformand (B)
Jeg er rigtig glad og lettet over, at vi har reduceret besparelsen på kultur- og fritidsområdet og samtidig tilført nye midler til renovering af fodboldbaner og lydanlæg i Galaksen. Vi styrker samarbejdet med erhvervslivet og øger indsatsen for at få alle med. Og så er jeg rigtig glad, at vi i budgetforhandlingerne har sat ekstra penge af til at styrke inklusionsindsatsen i skolerne.

Helle Vallentin, gruppeformand (Ø)

Enhedslisten er gået med i budgetforliget, fordi vi har fået fjernet en række besparelser, og vi har lyttet til borgerne. Blandt andet tilfører vi flere midler til inklusionsindsatsen. For os er det vigtigt, at der er en balance i budgettet, så velfærden også bliver udviklet. Især er vi glade for, at daginstitutioner med mange socialt udsatte børn får tilført ekstra midler, at demente og deres pårørende får tilført midler til bedre dagtilbud og aflastning for pårørende. Sidst men ikke mindst bevarer vi ambitionerne indenfor grøn omstilling.

Ole Holleufer, gruppeformand (I)
I Liberal Alliance lægger vi vægt på at skatten holdes i ro. Samtidig hilser vi nedsættelse af dækningsafgiften velkommen. Vi er glade for at FFO taksterne ikke stiger, at vi skal kigge på konkurrenceudsættelse af opgaver samt mulighed for at etablere et friplejehjem. Vi skal øge gennemsigtigheden i budgettet og dermed muligheden for at foretage politiske prioriteringer. LA ser meget frem til dette arbejde og forventer, at vi herigennem får større gennemsigtighed og mulighed for at sætte skatten ned samtidig med, at vi får en langsigtet balance i budgettet.

Carsten Svensson, gruppeformand (O)
Dansk Folkeparti er vældigt tilfreds med budgetaftalen. I forhandlingerne er det lykkedes at få sat fokus på hele ældreområdet. Der kommer flere plejehjemspladser, flere ældreboliger, tydelige forbedringer for demente og ikke mindst vigtigt - for deres pårørende. Vi har også fundet penge til de dag-institutioner, hvor der er flest udsatte børn. Ydermere er der klare forbedringer på handicapområdet og det specialiserede voksenområde. Og til gavn for alle kommunens borgere, så har arbejdet med at få alle ud på arbejdsmarkedet, fået kraftigt større bevågenhed, uanset etnisk herkomst.

Relevante filer

 

Kontakt

Ole Bondo Christensen

Fuglsangpark 14
3520  Farum
Mobil: 7216 5200
E-mail: borgmester@furesoe.dk

Preben Sandberg Pettersson

1. viceborgmester

Gruppeformand for Socialdemokratiet

Vestre Allé 35
3500  Værløse
Mobil: 7216 5007
E-mail: psp@furesoe.dk

Lars Carstensen

Maglehøj 94
3520 Farum
E-mail: lnc1@furesoe.dk
Mobil 7216 3997 (ikke SMS)

Tine Hessner

Søhaven 18
3500 Værløse    
E-mail: tih1@furesoe.dk
Tlf.: 4119 6041

HelleVallentin

Lillevangsvej 3, Farum

Mobil: 2343 4921

mail: hva1@furesoe.dk

 

Ole F. Holleufer
Bringetoften 5
3500  Værløse
E-mail: ofh@furesoe.dk
Mobil: 2067 3261
Carsten Svensson

Paltholmterrasserne 7D
3520 Farum    
E-mail: csv1@furesoe.dk
Tlf.: 9393 1164

Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.