Nu er der hjælp til pårørende til demensramte

Demens
Det er et stigende problem, at pårørende til demensramte selv risikerer at blive syge, fordi de ikke har overskud til at passe på sig selv. Et nyt samarbejde mellem Furesø Kommune og Ældre Sagen Farum skal give de pårørende en tiltrængt pause i en barsk hverdag.

"Som pårørende til en demensramt føler jeg skyld, hvis jeg skal passe min sangaften, og min samlever er alene hjemme", "Jeg hører hele tiden, at jeg skal passe på mig selv og lave noget for mig selv, men hvem passer på min samlever, når jeg ikke er der?". 

Frustrationer og bekymringer som disse møder demenskonsulent i Furesø Kommune, Trine Oemann, meget ofte: "Pårørende er den vigtigste del af den demenssyges hverdag, når sygdommen rammer. Men når man som pårørende får ansvaret for både ens nærmeste og en selv, er der en stor risiko for, at man ikke finder overskuddet til at se eller imødekomme ens egne behov".

Som pårørende til en der er ramt af sygdom, er det vigtigt ikke at lade sygdommen styre hele ens liv, og det behøver man måske hjælp til. Furesø Kommune og Ældre Sagen i Farum har derfor indledt et samarbejde om en aflastningsordning til demensramte familier. 

Tilbuddet er drevet af frivillige fra Ældre Sagen, men kommunen formidler også kontakten ved behov. "Vores demensaflastere tilbyder en pause og et tiltrængt åndehul", fortæller initiativtager fra Ældre Sagen, Leon Andersson, som samtidig understreger, at man kun kan blive demensaflaster, efter man har gennemgået et kursus i, hvordan man omgås mennesker med en demenssygdom.

"Demensaflasteren tilbyder at være i hjemmet eller en gåtur, så den pårørende får mulighed for at møde venner eller gå til en fritidsinteresse i mens. Det aftales selvfølgelig med den pårørende. Målet er at give den pårørende mulighed for at passe på sig selv og derved overskud til at være noget for sig selv og sin samlever", fortæller Leon Andersson.

Formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv, Matilde Powers (A) er meget begejstret for det nye initiativ: "Vi er i udvalget meget bevidste om, hvor vigtigt det er, at pårørende til demente tilbydes aflastning. Vi ved også, at det er et område, hvor der i Furesø Kommune er plads til forbedringer. Vi er derfor meget glade for, at Ældre Sagen Farum byder ind på denne vigtige opgave sideløbende med, at vi i udvalget også arbejder for, at sikre mere aflastning til de pårørende fra kommunal side. Vi skylder de frivillige en stor tak!"

Alle kan få en demensaflaster

Det er gratis, og man behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen. Har man behov for hjælp, eller yderligere information, kan man henvende sig til:

  • Leon Andersson, Ældre Sagen, 4051 6022, leon.andersson@gmail.com
  • Demenskoordinator - Lena Kruse, Visitationen 7235 5630, visitationen@furesoe.dk
  • Demenskonsulent - Trine Oemann, 7216 5787, tao1@furesoe.dk
     
     


     
     

Kontakt

Demenskoordinator

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf. 7235 5617
E-mail: demens@furesoe.dk

Center for Social og Sundhed

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)