Furesø er Nordsjællands mest erhvervsvenlige kommune for sjette år i træk

Erhvervskontaktudvalget samlet ved Rokkedyssegaard
Møderne i Furesøs Erhvervskontaktudvalg bidrager til et godt samarbejde mellem virksomheder og kommune om erhvervsforholdene i Furesø.
Furesø går 15 pladser frem i virksomhedernes vurdering af deres kommunes erhvervsvenlighed. Virksomhederne fremhæver især god infrastruktur, brug af lokale leverandører, en god dialog med kommunen og et generelt godt image som årsagen.

Med en fremgang på 15 pladser i Dansk Industris analyse af erhvervsvenligheden i landets kommuner cementerer Furesø samtidig en regional førerposition, hvor virksomhederne i kommunen for sjette år i træk bekræfter, at Furesø er Nordsjællands mest attraktive kommune at drive virksomhed i.

"Jeg er rigtig glad for det gode resultat for Furesø", siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A).

"De seneste 8 år har vi opbygget et rigtig godt samarbejde mellem kommune og erhvervslivet om udvikling af vores erhvervsområder, lokale indkøb, socialt ansvar og meget mere. Jeg oplever Furesø INDUSTRI og Furesø Erhvervsforening som meget kompetente medspillere i arbejdet med at gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed i Furesø. DI's årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed indgår som et af pejlemærkerne for vores arbejde, derfor er det virkelig positivt signal, at vores lokale virksomheder igen i år bekræfter det gode samarbejde, vi har i hverdagen," siger Ole Bondo Christensen.

Erhvervskontaktudvalg gør en forskel

Dialogen finder blandt andet sted ved de mange årlige møder i kommunens erhvervskontaktudvalg, hvor en række virksomheder og Furesø INDUSTRI og Furesøs erhvervsforening er repræsenteret sammen med politikere og repræsentanter fra kommunens forvaltning.

For formanden for Furesø INDUSTRI er det afgørende for titlen som 'erhvervsvenlig', at Furesø Kommune bruger dialogen til at udvikle samarbejdet om erhvervsvilkårene.

"Furesø har stort set ingen ledig erhvervsjord, og der er pænt fyldt op i vores erhvervsområder. Derfor må kommunen vise sin erhvervsvenlighed på andre måder. Vi som virksomheder oplever, at der bliver lyttet og handlet på de behov, vi har. For eksempel, når vi peger på behovet for at gøre det lettere for lokale virksomheder at blive leverandører til Furesø Kommune, så oplever vi nu en meget positiv tilgang til lokale indkøb" siger Solveig Bisgaard, der er formand for Furesø INDUSTRI og næstformand i erhvervskontaktudvalget i Furesø, og tilføjer, "at skal Furesø rykke længere op på listen, så må dækningsafgiften fjernes eller i hvert fald sænkes".

"Jeg noterer også," fortsætter hun, "at i Furesø kommune har 66 virksomheder, repræsenterende ca. 24 procent af de privat beskæftigede i Furesø, deltaget i undersøgelsen. Det giver en god validitet til resultaterne."

 

Understøtter netværk

Virksomhederne i de 98 kommuner har vurderet deres kommunes erhvervsvenlighed på en række parametre fordelt på 9 kategorier.
Her går Furesø blandt andet frem fra en plads 79 til 39, når det handler om brug af lokale leverandører. Infrastrukturen i Furesø bliver vurderet til at være til en 14. plads, og så er kommunens image placeret på en 18. plads. Det harmonerer godt med, at Furesø oplever en stor tiltrækning af virksomheder og mange nye iværksættere, vurderer Mikael Boutrup, formand for Furesø Erhvervsforening.
"Når vi ser Furesø Kommune gå frem på stort set alle parametre, matcher det en generel oplevelse af, at det er let at drive virksomhed, og ikke mindst at det er let at finde sammen med andre virksomheder i netværk og fællesskaber her i kommunen. Det er en indsats, kommunen bakker op om, og som kan betyde nye forretningsmuligheder for den enkelte virksomhed," siger Mikael Boutrup.

Læs mere om selve undersøgelsen på di.dk/le18

Kontakt

Center for Borgerservice, Kultur og Erhverv

Borgerservice

Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Kultur og Idræt

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4730
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen

Kommunikation

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4012

Skriv til os på 
kommunikation@furesoe.dk
(Journalisthenvendelser, aktindsigter, rundspørger o.a.)

Skriv til os via Digital Post for personfølsomme henvendelser